VERDEN RUNDT MED IS FRA SKARØ

DEN ENE DAG I KOREA med Kronprins Frederik og Mary. Næste dag i Nepal – og hjem med Singapore Airline. Alle steder møder du ”Is fra Skarø”. De mange enkelthistorier i dansk og udenlandsk presse – fagblade, dagblade og TV – er resultatet af en halv snes års indsats, hvor Britta Tarp og Martin Jørgensen hat sat alt på et brædt for at udvikle en is, der er meget og andet end blot økologisk. Det har næsten konstant været en kamp mod Janteloven, økonomien og internationale koncerners magtapparat. Men parrets stædige vedholdenhed har skabt imponerende resultater. Nu har forbrugerne opdaget isen, der er produceret på ikke mindst birkesaft fra småøerne, og renommeet bæres fra land til land via fødevaremesser. Siger du Skarø i Dagens Danmark, tænker alle i samme sekund på Skarø Is.

En meget synlig hjælp til markedsføringen fik Britta Tarp og Martin Jørgensen under regentparrets besøg i deres virksomhed. Det var i sommeren 2009, og stik imod alle sædvaner bad Dronning Margrethe om IKKE som aftalt at prøvesmage isen inde i ”Skarø Iscafe”, men sammen med gæster og det store pressekorps ude i den hyggelige gårdhave.

Martin Jørgensen, der er en af de Skarø-borgere, der tilbyder at guide gæsterne, fortæller her regenten om Skarøs historie. Både Britta og Martin har guidede ture på programmet. En kombination er rundvisning på Skarø Museum med Øhavssamlingerne, Fultonskipperens Stuer og afdelingen for Kurt Carlsen og Flying Enterprise. Den guidede tur sluttes med en frokost eller middag i restauranten hos ”Skarø Iscafe”. Kontakt Bjarne Bekker eller Britta Tarp for tilbud og yderligere detaljer. Den guidede tur kan også udvides med besøg i Skarøs to brandstationer. Her fortæller brandfoged Bjarne Madsen om beredskabet på Skarø gennem århundreder. Om store og små brande. Om den lille kvikke MTV – kaldet ”Zorba” efter at den avancerede brandbil var udlånt til skovbrandene i Athen i 2010. Halvdelen af Skarøs ejendomme er stadig stråtækte – derfor det avancerede udstyr. De fleste af øens beboere er med i beredskabet og den tilknyttede støttegruppe.

Regentparret blev kørt rundt på Skarø i den specialbyggede ”Dronningevognen”. Da beboerforeningens bestyrelse sad på bukken og hindrede fotograferne i at få billeder af de rigtige hovedpersooner (:-o), måtte kreative fotografer tage andre midler i brug.

Pressefotograf Jørgen Flemming sad i et træ ved ”Vestergaard” og fik øjenkontakt med Dronningen, som han har fulgt professionelt i 30 år. Den historie får du i juli-udgaven af Øavisen. Men brug bare ventetiden på at se verden i min gamle ven og kollegas optik: www.jflemming.dk.

På Skarø kan du ikke undgå at møde Britta Tarp. Den aktive erhvervskvinde er også havnefoged og med i Skarøs aktive beredskab. Så du kan gå gennem ild og vand med Britta Tarp. Og skal du i jorden på øen, er det såmænd Britta, der sørger for den praktiske del af den sidste rejse. Britta er selvfølgelig også graver på Skarø.

 

Skriv et svar


*