MED JUNGMANDEN FRA GENESARET SØ

Set fra skorstenen af Caroline var der ikke megen plads til Bonavista i menneskehavet på Eriksens Plads. Øens færger sejlede 5.000 gæster til Marstal. Andre tusinder kom i 700 lystbåde og 92 træskibe.
DER DRIVER HØDUFT af krydret vind fra Thorsengs fagre sletter. Agten for tværs, tæt under Vornæs, bærer bølgerne pollen og forførerisk duft af tjørn og kaprifolium ind over Caroline. Den gamle dame fra 1959 har en vidunderlig, beroligende motorlyd, der taktfast akkompagnerer viser af alverdens tonarter. »Vi ve’ fre’ her til vands« brummer den – selvom maskinen stammer fra en tysk ubåd.

MIDTVEJS i Højestenerenden, som engang var en flod, der afvandede søerne i morænelandskabet  oppe under Fyn, ligger Hjortø Trinbrædt. Her fiskede Ærøfærgerne mælkespande, slagtefærdige høns og giftefærdige ungmøer op inde fra Hjortø, Drejø eller Skarø. Nede i istidens anden flod, Mørkedybet, drev der imaginære dufte af stegt ål fra Frede og Mortens køkken ud over rækken af grønne og røde bøjer. De ligger i zig og zag som var de strøet af fiskerbrødrene en pinsemorgen på vej hjem fra Restaurant Minde i Marstal.

VI GLOBETRÅDTERE, der har set højvandsmærket fra stormfloden i 1872, skåret i snapsehøjde i dørkarmen hos Marie Centrals sønner på Birkholm, har siden de velsignede syner haft en nemmere gang over Moder Jord. Lige nu, hvor mindernes hækbølger overskyller erindringens hav, driver der alt andet end høduft op fra kabyssen. Rigtige mænd med bulpstævn og sangermuskler kan skille den fra tilværelsens arsenal af kulinariske fristelser. Duften af skipperlabskovs med hele peberkorn, laurbærblade og mimrefærdigt oksekød.

DUFTEN FÅR VINGER, båret af toner fra Ove Heitmanns harmonika og Poul Ellehammers guitar. Vi er nærmere Himlen end Marstal. Men først til aftenskafningen skal vi ha’ rigeligt med smørhul i labskovsen. Og indtil da har Claus Johansson brug for en hjælpende hånd til de tre kæmpestore gryder, at der ikke bliver for varmt i bunden – og i Riga; den ædle drik, der kan håndtere ægteskabelige problemer tre måneder ud i fremtiden. Ved blot et enkelt glas. Til søs….

VEL FORTØJRET ved storesøster Samka, der immer er blågrøn af misundelse, fordi Caroline som bekendt er et smukkere skib med et kønnere kor, forstærkes ensemblet af Sten Klausens dirigentharmonika. Vi er nu forankret totalt og aldeles i livsglæde og forventning. Den ene sømandsvise efter den anden skylles ned med øl fra Rise Bryggeri. Der er ikke alt det gode, vi ikke vil gøre for Marstal og Bonavista. Og i morgen gør vi det sammen med andre besætninger fra 92 træskibe og 700 yoghurtbægre.

SOM VAR DET et vældigt marimbaorkester fra Ebbes Bådeværft bankedes der mod 300 kiler inden BonaVista for anden gang blev søsat fra Eriksens Plads. Hørt fra skorstenen på Caroline fik Erik Kroman trådt på alle ømme tæer omme i udkantsbyen København, hvorfra rigets rigdom forvaltes og hvorfra kun byers og bønders bygningskultur forgyldes. Men synet af den smukke dame i sort og røde skørter, andægtigt glidende ned gennem menneskehavet, går ingensinde i glem. Ejheller Erik Kromans replik om det gode pinsevejr, der var skænket Marstal af Den Gamle og Jungmanden fra Genesaret Sø.

Ovenstående stemningsrapport er fra min klumme i Ugeavisen Svendborg.

Skriv et svar

*