Lad land være land og havn være havn

høst-avarnakø1

På en af de skønne høstvejrdage vi er blevet velsignet med her i august, var jeg igen en tur på Langeland. Jeg bliver aldrig færdig med at glædes over landskabet med de små bløde hatbakker, græsenge, nor, skov og en kaffetår på en af øens skønne strande. Jeg havnede for første gang på Sønderskov strand. Tænk at have den luksus at have så meget uopdaget kyststrækning så tæt på! Som det så mange gange tidligere er skrevet her i avisens spalter: Naturen er Sydfyns og øernes største aktiv. Og naturturisme, bosætning, trivsel og oplevelsesøkonomi er uden tvivl værd at satse på og gøre sig umage med.

Men det, der desværre sniger sig ind, navnlig på Langeland, er de kedelige levn i det åbne landskab og langs landevejen. Det er let at få øje på en svunden driftig tid med mejerier, småindustri, skoler, store gårde og herregårde fordelt over hele øen. Men det der desværre skæmmer øjet i det nuværende landskab er de mange tilgroede huse, tomme skoler og mejerier, udtjente gyllebeholdere, siloer og maskiner og køretøjer der står forladt, der hvor de gik i stå. Hvor ville det pynte at rydde op og rive de tomme bygninger ned på landet. Og i de små bysamfund kunne man erstatte f.eks. en mejeritomt med beplantning. Der er format over træer i en by og langs landevejen, som i Tranekær og Stat-ene. Men det er for stor en mundfuld for en landsbys ildsjæle at rive store spøgelsesagtige bygninger ned, så en nedrivningspulje er i høj grad tiltrængt. Det er i hele landets interesse at bevare et smukt rekreativt landskab og hyggelige landsbymiljøer.

På hjemvejen, forbi Rudkøbing havn, undrede jeg mig endnu engang over den totalt malplacerede og døde grårøde boligkarré, som det er lykkedes at opføre, helt uden samspil med omgivelserne. Lige siden jeg var barn har jeg elsket stemningen på en havn. En havn er et levende sted hvor seje mænd banker rust, sejlere rigger til og fragtskibe lastes. Det er et sted med træskibe og lystbåde, med lugten af tjære og reb og duften af eventyr og langfart. Langs kajen vokser drømmen om at gå om bord og sejle med til fjerne lande eller bare en tur ud på sundet.
En havn er et sted man anløber, et sted man reparerer eller bygger både og skibe, det er et sted man provianterer fra og et sted hvor sømænd bolværksmatroser og sejlere mødes og skaber stemning og liv. I Svendborg er vi så heldige at have lidt af det hele. Lystbåde, fragtskibe og træskibe, maritimt center, færger og virksomheder hvor mænd har deres daglige gang.

Det giver mening at rive tomme kornsiloer ned og definitivt udtjente bygninger, der ikke hører naturligt til i det åbne land, for at forskønne naturen og landsbyerne. Men at jage havnens eksisterende livgivende virksomheder på porten er ren galimatias og fuldkommen misforstået oprydningstrang i det, der er en af landets skønneste havne at besøge. Når en bygning på Frederiksøen står tom er det naturligt at invitere andet erhverv ind, hvis der ikke er maritimt erhverv der vil fylde bygningerne ud. Et mikrobryggeri med udskænkning f.eks. Men havnen er lig med liv og må aldrig blive en soveby. Havnens rekreative værdi er, at den lever. En kanalrundfart i København giver mange skrækeksempler på hvad stål, glas og gråt byggeri kan slå ihjel.

Helt grotesk bliver boliger på havnen problematikken, når en beboer i en af de forblæste lejligheder på Nyborg havn, klager over støjen fra fiskerbådene, der drager tidligt ud om morgenen! Husbåde er den naturligt oplagte og charmerende boligform på et stykke ledig havnekaj, ligesom skibe med udskænkning, oplevelser og solskin om bord.

Vandet i Danmark er ikke koralfarvet, det er for det meste middelmådigt gråt og kalder på kontrast. Så kære Neptun jeg beder dig igen, lad ikke Svendborg havn blive offer for misforstået pænhed og oprydningstrang, plaster ikke havnen til med snorlige rækker af kønsløst gråt byggeri med forblæste stål balkoner og sorte tage. Fri os fra linealer, soveby og mørke kontorer. Læg ikke parcelhusfliser på kajen, fjern aldrig de gamle skibe, og lad dem laste og reparere.
Giv plads til farver, format og fantasi. Til lurifaks og knejper, bådebyggere og pæreskuder og et maritimt museum der er øhavets hovedstad værdigt. Lad der være liv, plads og næring til store drømme, som et Mærsk skib ud i verden, i arbejdstøj og sejlertøj, badetøj, og søndagstøj.

Lad havnen være havn!

Et Svar

  1. Jens munk siger:

    Kanon artikel.
    Kan kun håbe på at der op til det kommende valg, kommer så mange på banen med de samme holdninger, så der efter det kommende byrådsvalg, er et flertal som vil bevare status som erhvervshavn. Som reelt betyder sikkerhed for de eksisterende virksomheder, men hvad der er ligeså væsenligt. At det er langt nemmere at få tilladelse til kulturelle tiltag, under en erhvervshavn, end hvis den bliver omdannet til en maritim byhavn, men arbejde for at det nødvendigvis ikke behøver at være havnerelaterede formål. Så der kommer rigtig liv.
    En stor skandale at det lykkedes flertallet i byrådet at kræve så store afgifter af de to restaurant skibe så de valgte at forlade Svendborg

    Jens Munk

Skriv et svar

*