KÆDEDANS I LIVSGLÆDENS OASE

Af Bjarne Bekker

NÅR SKABEREN SER I MILDHED til sit regnplagede folk øst for lavtryksfabrikken ved Island og De ydre Hæmorider, er intet i den jordiske verden så smukt som Det sydfynske Øhav. Derfor var livsglæden håndgribelig, da Drejø Festdage i går havde inviteret Uta Motz og Anders Allentoft til koncert. Den fandt sted i Gammel Elmegaard, hvor de gode sæders kendere tog plads i sommersolen mellem vaskebaljer, stråtag og duftende lavendler. Mageligt tilbagelænet med listeafstand til fadølsbaren nød man scenekunst og sangglæde. Den ene herlige vise fulgte den næste, båret frem af 12-strenget guitar og forførerisk violin, der gik lukt i hjertet samt andre steder.

De kan så absolut deres kram, den sympatiske duo, der er kendt i de fleste danske hyggehavne, hvor livsglædens har fundet ankerplads og proselytter. Som her på Drejøs Gammel Elmegaard, hvor søstrene Sanne og Beth – med gemalerne Lars og Verner diskret i baggrunden – klarer alle de gøremål, der får den gamle bindingsværksgård til at emme af hygge og diskret effektivitet. Når garvede musikere som Uta og Anders tillige mestrer improvisationens kunst, kan en gammel, håbløs romantiker mangle ord til at beskrive stemningen, som udfoldedes mellem buske og træer, bindingsværk og stråtag da livsnyderne blev halet op af stolene, bort fra kølig vin og fadøl til kædedans. Og jeg er helt sikker på, at jeg så Skaberen og Ølguden Gambrinus stikke glade fjæs frem mellem et par sommerskyer over GammelHavn, da ”Havanna” satte kurs mod Skarø, hvor vi skulle rydde op efter Lovein-Festivalen og synke solen i havet undervejs mod ”Hav-Anna”s rede i Ballen…

Menighedsrådets formand, Edith Rasmussen, fik inspiration til sit personlige repertoire. Måske onsdag  aften i forsamlingshuset

 

 

Nej – tomme tønder buldrer ikke mest!

Lavendlerne være og lyt til fortryllende god underholdning

”Ved Toldboden gik en matros i land” var ikke på repertoiret. Men Beth Toldbod var på stikkerne.

Utas fantastiske stemme klæder violinen og den 12-strengede guitar

Der er ikke plads til kæderygere under stråtaget – men kædedans, værs’go’ og træd an!

Omgivelserne ved Gammel Elmegaard er perfekte til småromantisk kædedans i sommersolen.

Og som dansen gik lokkede tonerne flere gæster ind i den gamle landsbyhave.

Det her må foreviges, fastslog Sanne Larsen mens Birthe og Else gav en hånd med varm klapsalve.

De sagde det ikke selv, men det gør jeg: Skål på en formidabel succes. Den vil vi gerne gentage næste år.

Du kan finde programmet for Drejo Festdage på www.drejo.dk

Skriv et svar


*