Der er mere mellem himmel og jord end så mange andre steder. Mens jeg går og færdiggør byggeriet af Fulton-kopien i Skarø Museum med at strække køl (!), bringer uendelige tilfældigheder én til at gå og fintænke – som Niels Hausgaards hund »Muddi«. Det begyndte, da en skolekammerat, jeg ikke har set i 48 år, tilskyndet tilbød sit aflagte tømrerfag med at bygge spanter og strække køl, så »Fulton« kan sejle sin egen sø inden vinter.
Finn påpegede fluks en væsentlig mangel i projektet: En hyggekrog, hvor man kan hvile livets trætte knæ og bøje de gamle, krogede arme. Og da vi i ungdommen hverken havde langt fra tanke til handling eller nærmeste vandingssted, blev der lagt planer om den fatale mangel.MENS VI STOD på udkigstønden fra Skippers Stue og skuede henover møllen på Hjortø mod de flittige havnekraner i Marstal, er jeg sikker på, at der udgik en befaling fra Sct. Peters Bodega. Her har Skipper Frohn lovet at holde en plads til jeg en dag kommer med min banjo og synger. Det skal være visen om englene, der har bare tæer og sidder ude i det gode vejr. Og mens vi således memorerede og genoptog besøgene hos Ernst og Louise i »Svendborgstuen« og fik bøf med løg og spejlæg på rugbrød inden vi så på damer på »Viking« og »Casanova«. Ja, da begyndte sære ting at gå i svang.
IND FRA MARSTAL kom »Samka« med en nedgangskappe fra en bedaget søgående dame. Hun vejede velsagtens et ton, men blev lempet op midt på øen af ØkoMartins staldkat og Arvesønnen. Her stod så resterne af damen og bad om at ende sine dage som barskab. En uges tid puslede vi om damen, der fik nye dæksplanker, vægge og loft samt et bassin i bunden med vand og strandsten at hun ikke går hen og tørlægger omgivelserne.MANDAG DEN 25. JUNI var det 25 år, siden Mogens Frohn Nielsen sendte sin opsigelse til Fultonstiftelsens bestyrtelse. Det gik Finn og jeg og talte om, da nok en marstalleråbenbaring vist sig i døren. Og splitte mine bramsejl om det ikke var manden, der for præcis 25 år siden lovede Skipper at føre projektet videre. John Vestergaard var med sin prægtige skude blæst inde i Skarø Havn og ville sammen med sin endnu prægtigere marstallerkvinde Jette og barnebarnet Johannes mindes den gode Skipper Frohn med en visit i Skippers Hule. Senere på dagen, da vemoden var skyllet ned, vendte John tilbage med Skippers kikkert.
– Kan du se Marstal, spurgte John og rakte mig kikkerten!
Det kunne jeg ikke, men jeg kunne genkende den: 2×8 oz. Når man indstiller skarpheden og drejer nogle ekstra omgange, er der adgang til kikkertens indre. Til venstre øje er det O. P. Anderson. Til højre selvfølgelig Rigabalsam fra Brugsen i Marstal, der er importør af de ædle dråber. Du kan selv stikke hovedet indenfor under Skarøfestivalen i næste uge. Jeg er kustode i Skarø Museum, men også i »Mimrelunden«, hvor man som den gamle Fultonskipper kan vågne med et Z: Tuborg og O. P. Anderson.
Jovist, livet er ikke for begyndere, og der er immer mere mellem Himmel og Jord…
